Ja, det lykkedes. Opladt til bristepunktet af hårdttilkæmpede energiressourcer tog afspilleren velvilligt imod såvel hjemmets rippede cd'er (og nogle var vist ikke engang i mp3-format) som lån fra bibliotekernes netmusik. Eneste overraskelse var, at alle netmusik-filerne skulle sættes igang på computeren, før de fik tilføjet rettighederne til at blive flyttet til den bærbare afspiller. En lidt kluntet proces, hvis man har lånt er større antal numre.
Netmusikken viste sin styrke ved at rumme en indspilning af Duruflés requiem i udgaven med rent orgel-akkompagnement. Netop dén udgave Klosterkirkens kor skal opføre på søndag! Bibliotekets egne eksemplarer var udlånt ... men netmusikkens er jo konstant tilgængelig, og muligheden for at få eksempler streamet kunne forsikre at udgaven var den rette. Visse svagheder kom dog os frem, idet numrene lå hulter til bulter og blandet med satser fra andre værker på cd'en. Desuden var dataene i selve postvisningen lidt rigeligt sparsomme, mens til gengæld dataene knyttet til de enkelte numre er så omfangsrige, at mp3-afspilleren ikke når at scrolle hen over al den redundante tekst, før skærmen automatisk lukkes: Jeg får således kun vist at numrene stammer fra dén og dén cd ... men ikke hvilken sats der afspilles!
Netmusikkens interface er jo blevet googlificeret. Har man problemer med at finde, dét man søger, giver hjælpeteksten heldigvis en hånd med:
Søg – find din musik. Skriv kunstner, titel på album eller musiknummer i søgeboksen (dele af titel og navn er også nok). Søgefeltet hjælper dig med forslag til søgning
Og det er det. Hvis dog bare søgning var så simpel! Hvordan finder man fx Telemanns fantasi nr. 7 for violin? Ja, det gør man vist ikke, fordi den ikke findes i basen. Men er der mon tale om automatisk trunkering? Næ: Søgning på "telema" giver ingen resultater, men mens man skriver, bliver Telemann foreslået i nogle af de ti forskellige sammenhænge, som systemet viser. Og hans navn går jo nok endda, men hvad med fantasi? Hvordan skal man søge på tværs sproglige forskelle 'fantasie' eller 'fantasias' eller .... Tja, der er ikke meget hjælp at hente. Men det viser sig, at faktisk godt kan trunkere med "?".
Nok om det. Musikken er på mp3'eren, og dette format er jo nærmest spået til at sende cd'en ud af markedet. Personligt bliver jeg nok én af dem, som holder cd'en kunstigt i live bl.a. fordi jeg savner coveret og albummets afsluttethed. Indtil videre er hjemmets computer heller ikke er sat op til at skulle agere stereoanlæg og larmer i øvrigt for meget til, at det ville give mening. Men er det ikke smart at kunne tage musikken med på den lille bærbare afspiller? Tjo. Den adskiller sig jo ikke meget fra walkman'en (kassette, cd eller minidisk) ... men at lytte til musik i bussen, i toget eller udenfor i blæsende dansk vejr kræver en temmelig lemfældig omgang med lydbilleder ... eller lydniveauer: Hvis afspilleren skal gengive musikkens dynamik (inkl. stille passager) og ikke mindst bassen, så må den selv i moderne DSB-toge skrues så højt op, at en høreskader synes uundgåelig. Og skulle man selv være aktiv trafikant, når øvelsen forsøges, er man effektivt afskåret fra at orientere sig med hørelsen.
Alt dette blot for at sige, at Netmusikkens begrænsninger ikke kun ligger i tekniske forhold. Der er også tale om, at måden hvorpå man nyder/'forbruger' musik må ændres, hvis streaming og downloads skal erstatte de fysiske materialer.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar