Arto? - Ditto!

Luke Skywalkers tro følgesvende R2D2 og C3P0 blev populære symboler for Star Wars universet. Man kan måske sige, at de repræsenterer en vision for kunstig intelligens og for interaktion mellem mennesker og maskiner eller mennesker og mennesker. Et sødt makkerpar, men mon ikke de som formuleret vision ville have fremkaldt snak om farer og glidebaner. (Hvem har fx brug for at kende andre sprog og kulturer end engelsk/amerikansk, når man følges med C3P0, som er "fluent in over six million forms of communication"?)

Arto er vel næst efter mobiltelefonerne danske børns foretrukne intermedierede kommunikationsform. De bliver dermed naturligt skolet i en web 2.0 teknologi, som vi andre bruger kursustid på at undersøge. Så på sin vis er Arto måske kompetenceudvikling for børn og unge? Og det er jo fint, at de går på nettet og skaber venskaber på tværs af alle grænser.

Hmmm.

En artikel i septembernummeret af DPUs magasin 'Asterisk' omhandler børn og unges brug af mobiltelefoner. Forskeren Ida Wentzel Winther citeres for at sige:

Der er tale om en tilgængelighed og en væren ’på’ 24/7. Hele tiden er man koblet
op, hele tiden er man rede til at afbryde, hvad man er i gang med.
Mobiltelefonen og dens indblanding har første prioritet. Denne form for nærvær
over for hele ens sociale netværk kan slå om i et potentielt fravær i det
sociale rum, man befinder sig i, da man potentielt er på vej videre hele tiden.
Der breder sig en stemning af på vej væk-hed

og angående det globale:

Faktisk sms’er de typisk med venner og kammerater, der befinder sig inden
for en meget lille radius

Arto har vel næppe helt samme funktion som mobiltelefonen, men pointen her skal være, at Arto synes at blive brugt temmelig internt i vennekredsen ... og vel typisk ikke i samværet med vennekredsen.

En del af de profiler, man kan få lov at se uden at være logget på som bruger, viser, at der eksperimenteres med selviscenesættelser - både med brugernavn, design og uploadede billeder. Men hvis det samtidig er rigtigt, at Arto handler meget om en virtuel kommunikationsform mellem en i forvejen eksisterende vennekreds, så virker det oplagt, at der kan opstå temmelig stort direkte eller indirekte gruppepres for, hvad man som barn og ung skal eksponere. Og at det bliver ret tydeligt, hvem der har vennernes opmærksomhed, og hvem der tør føre an.

Men ret beset er det jo ikke anderledes end fx myspace, facebook og så mange andre.

Så Arto er vel børnenes 'ditto'. Og måske skal man bare glæde sig over, at deres foretrukne oplæringsplads for virtuel kommunikation og social aktivitet så trods alt er dansk, delvist overvåget og rimeligt afgrænset?

Men havde nogen præsenteret Arto som en vision for børne- og ungdomsliv, så kender jeg i hvert fald én, som ville have mumlet noget om farer og glidebaner!